Faktuelle data vedrørende Voksenlæring igennem tiderne

Faktuelle data vedrørende Voksenlæring igennem tiderne.

Definitionen af voksenundervisning er: Undervisning for personer over 18 år, som finder sted inden for især voksenuddannelse, men som også optræder i fx oplysningsforbundenes regi.

Voksenundervisning har optaget pædagoger langt tilbage i tiden. Allerede i 1600-t. gjorde den tjekkiske pædagog J.A. Comenius sig således til talsmand for livslang læring, idet han delte livet op i otte “skoler”, der alle tjente som forberedelse til livet efter døden. To af dem, voksenskolen og alderdomsskolen, må i dag betragtes som voksenundervisning. Undervisningens demokratiseringsproces, herunder princippet om livslang læring, blev i 1900-t. videreført af bl.a. den amerikanske pragmatiker og pædagog J. Dewey.

Gennem Grundtvig og folkehøjskolen har Danmark en lang tradition for en voksenundervisning baseret på “det levende ord” og en “historisk-poetisk” fortolkning af nordisk mytologi, sagn og historie. Senere bidrag til sektorens udvikling er bl.a. ydet af Hal Koch, som understregede betydningen af den sokratiske samtale.

Et ofte diskuteret spørgsmål er, på hvilken måde undervisning af voksne adskiller sig fra undervisning af børn. Dette har givet anledning til at skelne mellem en pædagogisk og en andragogisk model (af gr. andros, gen. af aner ‘mand’) for undervisning af hhv. børn og voksne. Andragogikken, der først og fremmest har sin oprindelse i arbejder af Malcolm S. Knowles (1913-97), hviler på fire antagelser: 1) Når en person modnes, bevæger vedkommende sig fra afhængighed mod stigende selvstyring. 2) Med den personlige udvikling følger en stadig større erfaringsmængde, der tjener som en væsentlig resurse for læring. 3) Parathed til at lære er til stede, når personen føler, at det er nødvendigt for at kunne løse opgaver og problemer fra det virkelige liv. 4) Børneundervisningens forskudte anvendelse af det lærte afløses af behovet for umiddelbar anvendelse heraf.

Skønt antagelserne kan virke overbevisende, er der dog langtfra enighed om deres generelle gyldighed. De træk, der i andragogikken tilskrives den voksnes måde at lære på, er dog tillige genkendelige hos børn, ligesom den afhængighed, der gøres gældende for børn, også kan iagttages hos mange voksne. Tendensen går derfor i retning af at betragte alment pædagogiske modeller som anvendelige også ved tilrettelæggelse af voksenundervisning, idet det konkrete valg af indhold og metode må bero på situationen, emnets karakter samt elevgruppens forudsætninger.

Definitionen af Oplysningsforbund er: En organisationer, der varetager koordinering og administration af frivilligt folkeoplysningsarbejde her under fritidsundervisning.

Det første oplysningsforbund, AOF, blev dannet af arbejderbevægelsen i 1924. I 1941 fulgte dannelsen af Dansk Folkeoplysnings Samråd, DFS, og i de første efterkrigsår oprettede både Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre egne oplysningsforbund, hhv. LOF, FOF og FO. Socialistisk Folkeoplysningsforbund, SFOF, der blev oprettet i 1972, formåede ikke som de øvrige forbund at blive landsdækkende. Derimod viste der sig at være gode vækstmuligheder for DOF, som er et upolitisk oplysningsforbund, oprettet i 1973.

Partierne og oplysningsforbundene er organisatorisk adskilt, og et tidligere nært samarbejde er efterhånden mindsket.

Fritidsundervisning, omfatter folkeoplysende fritidsundervisning for voksne og aktiviteter for børn og unge, oprettet i henhold til Lov om støtte til folkeoplysning (1990), der afløste Lov om fritidsundervisning fra 1968. Denne omfattede bl.a. aftenskoler, aftenhøjskoler, foredragsrækker, forberedelseskurser, studiekredse og interessegrupper og liberaliserede kravene til, hvilke fag og aktiviteter der kunne anerkendes som tilskudsberettigede, idet tilskud var betinget af et mindste antal deltagere. I 1971 blev kravet om brugerbetaling udvidet fra alene at gælde interessegrupper til at omfatte alle fritidslovens grupper, og gratisprincippet, der havde været gældende siden Aftenskoleloven fra 1930, blev dermed opgivet.

Med en fordobling af deltagerantallet under 1968-loven opstod nye behov. Folketinget vedtog derfor i 1984 det såkaldte 10-punkts-program, der åbnede for et omfattende forsøgsarbejde, hvis resultater kom til at danne grundlag for udformningen af Folkeoplysningsloven af 1990.

Mindst 2,8 mio. deltog i 1993 i virksomhed i henhold til Folkeoplysningsloven. Ca. 1/3 deltog i undervisning og studiekredse, der især varetages af oplysningsforbundene; her er de praktisk-musiske fag, bevægelse og handicapundervisning i fremgang, mens interessen for sprog, kunst, litteratur, historie og geografi er vigende. Antallet af deltagere i aktiviteter, der overvejende varetages af foreninger og fritidsorganisationer, udgjorde i 1993 1,8 mio., heraf 1,5 mio. i idræt og resten fordelt på børne- og ungdomsarbejde. De samlede udgifter på området var samme år 1,3 mia. kr.

Definitionen af folkeoplysning er: En almen undervisnings- og oplysningsvirksomhed for voksne uden erhvervsmæssigt sigte, varetaget af oplysningsorganisationer, landsdækkende og lokale foreninger, folkehøjskoler, biblioteker og kirkelige eller politisk funderede organisationer mv.

Historie: Oplysningstidens filosoffer i Frankrig og England i 1700-t. interesserede sig ikke for folkeoplysning i den nuværende betydning. Deres anliggende var bekæmpelse af kirkens indflydelse blandt de dannede klasser samt en reform af børneundervisningen. På længere sigt var det imidlertid 1700-t.s fremhævelse af menneske- og borgerrettighederne med baggrund i tanken om, at alle mennesker er lige, som skabte grundlaget for folkeoplysningen, der også var inspireret af pietismen og rationalismen. Basedows filantropisme og de spor, den satte sig i Tyskland og Danmark, samt Benjamin Franklins vidtfavnende virksomhed i de amerikanske kolonier satte udviklingen i gang.

I J.L. Reventlows Skoleordning fra Brahetrolleborg, der havde virkning fra 1784, indgik der også aftenskole for de unge og foredrag for de ældre, og Almueskoleforordningerne af 1814 forpligtede lærerne til at holde aftenskole for den konfirmerede ungdom. Nogenlunde samtidig blev spiren lagt til de senere folkebiblioteker, på landet ofte som filantropiske institutioner, i byerne navnlig som lejebiblioteker. De første spæde tilløb til folkeoplysning blev imidlertid ikke mødt af et behov i befolkningen. Der skulle en folkelig vækkelse til; den kom i Danmark i 1840’erne, i andre europæiske lande endnu senere. De folkelige bevægelser og den foreningsvirksomhed, der efterhånden udviklede sig med en række aktiviteter, ikke mindst de folkelige foredrag, blev en vigtig bestanddel af dansk folkeoplysning. Den var i betydeligt omfang ledet af brugerne selv og fik hjemsted i deres egne forsamlingshuse. Sang og gymnastik kom til som nye udtryksformer. Senere i århundredet spillede også arbejderbevægelsen en væsentlig rolle inden for folkeoplysningen.

Økonomi: Gennem hele 1800-t. og den første del af 1900-t. hvilede folkeoplysningens økonomi først og fremmest på tilskud fra kommuner og foreninger samt på deltagernes egne bidrag. Det var først i 1920’erne, at der kom faste regler for statstilskud til aftenskoler og folkebiblioteker. Den politiske sympati har i princippet altid været urokket, mens der ofte har været megen strid om detaljerne, navnlig om eventuel brugerbetaling og om afgrænsning af tilskudsberettigede aktiviteter

Indhold: Nogle har ønsket at fastholde et snævrere oplysende og kulturelt sigte, således at der fx ikke burde stå underholdningslitteratur på folkebibliotekerne, ligesom de såkaldte hobbyfag skulle forvises fra aftenskolen eller i hvert fald udløse større deltagerbetaling. Andre har fremhævet, at enhver afgrænsning vil være vilkårlig, og at også hobbypræget undervisning kan have et alment oplysende præg, på samme måde som det i stigende grad må betragtes som et legitimt behov, at mennesker ønsker et samvær om en bestemt interesse.

Fritidsloven blev i 1989 erstattet af Lov om folkeoplysning, der samler og til en vis grad systematiserer alle regler om tilskud til undervisning og aktiviteter. Et folkeoplysende formål tilgodeses også i lovgivning om kunst, musik, film, tv, teater mv. En del folkeoplysende aktiviteter støttes via tilskud fra Danske Spil.

 

Definitionen af voksenuddannelse er: En almen eller erhvervsrettet uddannelse for voksne, som regel med en nedre aldersgrænse på 18-25 år. Voksenuddannelse, der kan være tilrettelagt som heltids- eller deltidsuddannelse, foregår dels på centre og skoler, fx AMU-centre og VUC’er, dels på institutioner som erhvervsskoler og universiteter. Voksenuddannelse er siden 1990’erne også blevet tilrettelagt som teknologistøttet fjernundervisning.

Voksenuddannelse har som formelt system en forholdsvis kort historie, der går tilbage til 1960’ernes højkonjunktur; især pga. det øgede behov for en veluddannet arbejdsstyrke opnåede voksenuddannelse en betydelig politisk bevågenhed, der fandt udtryk bl.a. i oprettelse af kurser i enkeltfag i slutningen af 1960’erne. Satsningen på voksenuddannelse skete ikke kun på nationalt plan. Også internationalt fremstod sådanne tanker i denne periode, bl.a. udtrykt af UNESCO i 1972 som lifelong education, og de vandt i 1990’erne betydelig udbredelse under navnet lifelong learning. I 1984 vedtog Folketinget et 10-punkts-program for voksenundervisning og folkeoplysning, og i 1989 indførtes Voksenuddannelsesstøtten, VUS, der øgede voksnes muligheder for at gennemføre efter- og videreuddannelse. Af andre former for voksenuddannelser findes bl.a. daghøjskolerne og indvandrerundervisningen, der blev etableret i 1980’erne.

Den politiske interesse for voksenuddannelsesområdet har flere gange ført til reform af voksenuddannelserne. Reformen i 2000 havde som mål at give voksne øgede muligheder for at forbedre deres erhvervsmæssige og personlige kompetence ved at styrke sammenhængen, fleksibiliteten og overskueligheden i uddannelsessystemet, herunder at forbedre den enkeltes muligheder for meritoverførsel både nationalt og internationalt. Samtidig indførtes ændrede støtteformer, fx Statens voksenuddannelsesstøtte, SVU, for at styrke gennemførelsesmulighederne på voksenuddannelsesområdet, især for voksne med kortere uddannelse. I 2009 reformeredes den almene voksenuddannelse (AVU), så uddannelsen målrettedes voksne, hvis resultater fra folkeskolen ikke var stærke nok til at gennemføre videre uddannelse. Der blev indført flere fag på basisniveau samt fag på niveau G (9. klasse), F, E (10. klasse) og D med mulighed for adgangsgivende eksamen til hf-uddannelsen. I 2010 oprettedes tretten voksen- og efteruddannelsescentre (VEU-centre) i Danmark, og i 2015 indførtes erhvervsuddannelse for voksne (EUV), der var målrettet personer over 25 år og tilrettelagt efter forudgående erhvervserfaring og uddannelse.

Voksenuddannelserne under Ministeriet for børn, undervisning og ligestilling er opdelt i forberedende voksenundervisning, FVU, som omfatter prøveforberedende enkeltfagsundervisning mht. grundlæggende færdigheder i dansk og matematik, almen voksenuddannelse (AVU), som forbedrer grundlæggende kundskaber og færdigheder indtil hf-niveau, erhvervsuddannelse for voksne, EUV, svarende til erhvervsuddannelserne, specialundervisning for voksne, et tilbud for personer med fysiske eller psykiske handicap, dansk for voksne udlændinge, som giver nyankomne udlændinge dansksproglige forudsætninger for at kunne klare sig i job og uddannelse i Danmark, videregående voksenuddannelse, VVU, svarende til korte videregående uddannelser, diplomuddannelse svarende til mellemlange videregående uddannelser samt masteruddannelse svarende til kandidatniveau.

Vigtige dele af voksenuddannelsesområdet er tilrettelagt som arbejdsmarkedsuddannelser. Også oplysningsforbundenes virksomhed er et betydningsfuldt led i voksenuddannelserne. Desuden findes en række voksenuddannelser uden for det offentlige uddannelsessystem, sædvanligvis etableret af arbejdsgivere eller fagforeninger.

Definitionen af arbejdsmarkedsuddannelse er: En erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser, der har til formål at kvalificere arbejdskraften i overensstemmelse med arbejdsmarkedets behov. De omfatter dels kompetencegivende uddannelser for ufaglærte og faglærte, erhvervsuddannede og andre uddannelsesmæssigt ligestillede, dels uddannelser tilrettelagt for ledige.

Ændringerne på arbejdsmarkedet og den teknologiske udvikling stiller stadig nye krav til arbejdskraftens kvalifikationer, ikke mindst til den del af arbejdsstyrken, som har en kort, en forældet eller slet ingen erhvervsuddannelse. De første arbejdsmarkedsuddannelser var specialarbejderuddannelserne, som blev etableret i tilknytning til en lov om erhvervsmæssig uddannelse af ikke-faglærte (1960); ordningen er siden udvidet til at omfatte bl.a. faglærte, teknikere, arbejdsledere, tosprogede og ledige. Den første samlede lov om arbejdsmarkedsuddannelserne blev vedtaget i 1985, men loven er siden ændret flere gange som led i en samordning af den erhvervsrettede voksen- og efteruddannelse. Arbejdsmarkedets parter har spillet en central rolle i styringen og fastlæggelsen af indholdet af uddannelserne.

Arbejdsmarkedsuddannelserne har meget forskellige funktioner, som afhænger af målgrupperne. Inden for nogle fagområder skal de give specialiserede og avancerede færdigheder; inden for andre, hvor udviklingen kræver en bredere og længerevarende (efter)uddannelse, skal de give en mere generel kvalificering. En del af dem er erhvervsintroducerende kurser af kortere eller længere varighed for ledige; her lægges vægten i højere grad på vejledning og personlig udvikling.

Arbejdsmarkedsuddannelserne udgør et fleksibelt system. De består af kortere eller længere moduler, der kan kombineres efter behov. De kompetencegivende uddannelser består grundlæggende af en række kortere kurser af 1-6 ugers varighed; de kan tages enkeltvis eller suppleres med andre og dermed give stadig stigende kvalifikationer. De kan også give kompetence på faglært niveau og supplere denne med efteruddannelse.

Undervisningen foregår som hovedregel på AMU-centre og erhvervsskoler. Deltagerne på de kompetencegivende uddannelser kan søge VEU-godtgørelse for tab af indtægt eller arbejdsmulighed i perioden. I 2015 deltog omkring 564.000 kursister i arbejdsmarkedsuddannelserne.

Definitionen af efteruddannelse er: En uddannelse efter den grundlæggende uddannelse. Efteruddannelse skal sikre, at den enkeltes kvalifikationer stadig er brugbare og aktuelle i forhold til ændrede vilkår på arbejdsmarkedet og i samfundet i øvrigt.

Efteruddannelse adskiller sig i almindelig sprogbrug fra dels videreuddannelse, dels voksenuddannelse. I modsætning til videreuddannelse giver efteruddannelsen i princippet ikke en højere formel kompetence på arbejdsmarkedet. Som eksempel på videreuddannelse kan nævnes kandidatuddannelser og på efteruddannelse korterevarende arbejdsmarkedsuddannelser.

Efteruddannelse er en formel uddannelsesaktivitet, som står i modsætning til den uformelle og mere usystematiske indlæring, der foregår i arbejdslivet og i hverdagen. Efteruddannelse omfatter både en erhvervsrettet undervisning og en undervisning, der tilgodeser den enkeltes personlige udvikling.

Efteruddannelse har i 1970’erne og 1980’erne haft et betydeligt omfang i Danmark og har spillet en væsentlig rolle i forbindelse med bekæmpelse af ledigheden. Siden 1990’erne er interessen for efteruddannelse imidlertid yderligere steget generelt med den begrundelse, at efteruddannelse er nødvendig i forhold til de krav, som den hastige samfundsudvikling stiller.

Centralt er samspillet mellem uddannelse og arbejdsmarked. Gennem efteruddannelse kan virksomhederne forbedre kvaliteten i deres opgaveløsning, og efteruddannelsen kan fungere som en strategisk faktor i virksomhedens udvikling. Det er en væsentlig del af efteruddannelsesindsatsen, at virksomhedernes kvalifikationsbehov kan tilgodeses af uddannelsesinstitutionernes aktivitet.

I 2014 havde voksen- og efteruddannelserne i Danmark ca. 1.180.000 kursister svarende til ca. 73.000 årselever.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s